RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Danmark » Oplevelser i Odder: 6 tips til dig og familien
Danmark Jylland Kystlandet

Oplevelser i Odder: 6 tips til dig og familien

Danmark - Odder - Surfing - Rejser
Odder er på en gang overraskende og helt traditionel. Overset og velkendt på samme tid. Odder er ren idyl og fuld af oplevelser.
Skodsborg banner Tropical islands Berlin princess cruises banner

Sponsoreret indlæg. Denne artikel er skrevet i samarbejde med Lars Haslev fra Destination Kystlandet, som er ekspert i Kystlandet omkring Horsens, Odder og Juelsminde. Billederne er leveret af Destination Kystlandet og taget af Dennis Plougmann, David Jervidal, Jesper Rais og Melissa Villumsen.

Af Redaktionen, RejsRejsRejs

Danmark - Odder - Kort - Rejser

Oplevelsesbyen Odder

Langs landevejene i Odder skyder små vejboder op med friske blomster, nyopgravede kartofler, røde rabarber, søde jordbær og grønne ærter. Kreative keramikere, gallerier og loppefund fra laden blander sig i bybilledet med hvidkalkede herregårde.

I de dybe skove fræser fasaner forbi, og ved stranden fanges krabber på badebroen. De bløde bakker fører op til spektakulære udsigtspunkter over Kystlandet. Velkommen til oplevelsesbyen Odder!

Rejsetilbud: Oplev Odder – charmerende købstadsidyl

Banner rejsekonkurrence
Danmark - Odder - ko - dyr - Rejser

Tap frisk mælk i Odder

Køerne står på marken og dasker dovent fluer væk med halen. På Vejlskovgaard i Odder går køerne gumlende rundt mellem hinanden, kattene kravler hjemmevant forbi, og under staldens tag flyver svaler rundt på jagt efter insekter.

Det er duften af hø og dyr, der strømmer mod dig, når du besøger gården i Odder. Her møder Morten Korchs bondegårdsidyl den moderne teknologi. Her kan du klappe kattene, kigge på køerne, når de malkes af fuldautomatiske malkemaskiner og følge mælkens vej fra koens yver til drikkeklar karton.

Lige ved siden af stalden finder du Vejlskovgaard Mælkeri, hvor du selv kan tappe frisk sødmælk direkte fra tanken og tage med dig videre på turen. Flasker til at fylde står klar til dig, og du kan endda selv få lov til at sætte en etikette på, så alle kan se, at du næsten er landmand nu.

Mælken du tapper på Vejlskovgaard er varmebehandlet, så fødevaresikkerheden overholdes, men ellers serveres den frisk og naturligt. Derfor smager mælken heller ikke af det samme året rundt. Den ændrer sig nemlig i takt med årstidernes gang og køernes fodring. Du kan købe 1 liter sødmælk til 12 kroner. Landbruget bidrager i høj grad til de gode oplevelser i Odder.

Find hoteller i Odder her

Danmark skattejagt rejsekonkurrence kort finger rejser

Har du en skattejæger gemt i maven?

Nogle af de største helte i historien er vaskeægte skattejægere, som har gjort store opdagelser på deres mange ekspeditioner. Knud Rasmussen, Mylius Erichsen, Thor Heyerdahl og selvfølgelig Tintin og Kaptajn Haddock er kendte eventyrere, som giver selv os helt almindelige mennesker mod på at snuse lidt til livet som lykkejæger.

Tag hele familien med på gratis skattejagt gennem Odder til et par timers hygge med opgaver, spørgsmål og store beslutninger, når skatten skal findes. Lykkes det, modtager du en medalje som bevis på dit mod.

Og husk proviant! Der er ingen skattejæger, som klarer strabadserne i Odder uden saftevand i tasken, et par kiks i lommen og måske en madpakke, som kan spises, mens næste træk udtænkes.

Der gemmer sig også en skat på Tunø. Tag turen rundt på Tunø – den bilfri ø i Horsens Fjord – for at blive den heldige skattejæger, som stolt kan hænge ‘Tunømedaljen’ om halsen, når skatten er fundet. Undervejs kan du være heldig at spotte spættede sæler i havet.

find et godt tilbud banner 2023
Danmark - Odder - Rejser

Fra jord til bord – bæredygtige oplevelser i Odder

Det er som om, at næsen næsten automatisk suges mod den lille døråbning, når du bevæger dig over gårdspladsen hos Fru Møller. Det er nemlig herfra, duften af friskbagt brød breder sig. Så følg endelig din næse.

Bag døren ligger delikatesser, marmelader, oste, friskmalet mel, nybagt brød og kager side om side og venter på, at du tager det med videre ud i verden.

I slagterbutikken hænger pølserne fra loftet, og bag disken er der linet leverpostej og hjemmelavede frikadeller op. Det er lige til at pakke i picnickurven og spise i den skønne natur omkring gården. Men før du forlader Fru Møllers gårdbutik, må du også en tur forbi gartneriet, hvor du kan høste friske blomster og grønt til kurven. Og du skal også lige runde isbutikken, der foruden is, vafler og søde sager også har kaffe på kanden.

Fru Møllers Mølleri er et ganske særligt sted, hvor de hjemmelavede lækkerier er omdrejningspunktet. Melet, der bruges til brødet og kagerne, er stenmalet på stedet af korn fra egne marker, grøntsagerne er dyrket i lokalområdet. Både marmelader og andre syltesager er lavet på gammeldags maner efter Fruens egne opskrifter – og af lokale råvarer naturligvis. Kødet fra slagteren er også af egen avl, så når du handler her, kommer du ikke tættere tanken ‘fra jord til bord’. Det er bæredygtighed på den helt klassiske facon.

Med en bugnende kurv under armen kan det blive lidt svært at opleve det hele, så du skal nok sætte den fra dig et sted. På en rigtig gård er der nemlig både høns, køer, grise og får – og dem kan du selvfølgelig få lov til at møde, når du besøger Fru Møller.

Der er også katte og hunde, som gerne vil klappes bag ørerne af både store og små dyreelskere. Det er desuden muligt at spise både brunch, frokost og aftensmad i den hyggelige restaurant eller blot snuppe en kop kaffe og et stykke hjemmebagt kage.

Rejsetilbud: Sommerhuse ved kystbyen Juelsminde

Danmark - Odder - Skov - Rejser

Stræk benene i Sondrup Bakker – aktive oplevelser i Odder

“Det bugter sig i bakkedal, det hedder Sondrup Bakker”. Du bliver let fristet til at nynne de kendte strofer fra nationalsangen – i en let omskrevet version – når du snører vandreskoene og bevæger dig ud på stierne i Sondrup Bakker. Det er istiden, der har skabt Kystlandets bakker, som bølger i landskabet. Selvom det kan bide i benene at komme til tops, er udsigtspunkterne over dalene og Horsens Fjord det hele værd.

Så langt øjet rækker, bølger markerne afsted, øerne ligger som grønne pletter i det blå vand, og i skovene samler vildtet sig i store flokke. Fuglene flyver rundt mellem træerne, hvor egern kravler til tops. Og spætten spiller op til dans med sin evige ‘dak-dak-rytme’ i de stakkels stammer.

Husk et par flasker vand, lidt chokolade og en madpakke, så du kan puste ud undervejs og nyde naturen. Der er nemlig flere borde og bænke på turen, så du kan slå dig ned og samle nye kræfter, før du traver videre på de afmærkede vandreruter.

Hvis du vil udfordre benene lidt ekstra, kan du tage den 5,4 kilometer lange vandrerute gennem Uldrup Bakker. Landskabet er kendt for sit kuperede terræn, og særligt Blakshøj giver trætte ben kamp til stregen. Den rejser sig 74 meter over havoverfladen og er dermed en af områdets højeste punkter. Tager du turen helt til tops, får du til gengæld en fantastisk udsigt som belønning for din udholdenhed. Det er måske ikke verdens højeste bjerge, men de kan mærkes.

Her kan du booke plads hos Odder Strandcamping

                                                                 

Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig! 

7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Danmark - Odder, Saksild, strand - rejser

Strand, vand og vind – sydlandske oplevelser i Odder

Blåt vand, hvide sandstrande og sol fra en skyfri himmel. Hvem der bare lå på Saksild Strand. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre er netop Saksild Strand i Odder kendt som en af de bedste badestrande i Danmark.

Her samles både lokale og turister i vandkanten for at slappe af, bygge sandslotte med skaller og sten, svømme en tur og fange krabber fra badebroerne. Lidt længere inde på land lokker Ishuset Saksild med kolde is på varme dage. Er madpakken blevet lidt kedelig efter et par timer i solen, er der også rigtig mad på menuen.

Når maven er fyldt, og den søde tand har fået lidt lækkert, er det tid til at bevæge sig. Saksild Strand er 8 kilometer lang, og du kan gå hele vejen til færgebyen Hou, som har færgeforbindelse til både Tunø og Samsø.

Du kan også nøjes med et smut forbi Strandshoppen. Her kan du både leje og købe strandudstyr, paddleboards og kajakker og sætte kurs mod vandet og teste balancen i de blå bølger.

Danmarks ældste minigolfbane ligger ikke mange minutters gang fra stranden. Er du klar til at dyste mod familie og venner i en spændende kamp om ære? Banerne er originale, og der er udfordringer nok til både store og små.

Book værelse på hyggelige Norsminde kro her

Danmark - Odder - Alroe - Rejser

God gammeldags gastronomi på Alrø

Der ligger en grøn plet i fjorden midt i Kystlandet. Den ser ikke ud af meget på kortet, men når du zoomer ind, vil du opdage, at Alrø er mere end bare en prik på papiret.

Mellem marker med korn, der svajer i vinden, græssende dyr og en kirke, hvis klokke kan høres flere kilometer ind i Kystlandet, spirer spændende historier frem. Det er nemlig her, Morten Korch samlede inspiration til de romaner, der senere skulle forme den klassiske, danske filmskat. Så bliver det ikke meget mere ærkedansk og idyllisk.

Selvom det er mange år siden, at filmene fløj over de store lærreder i landets biografer, hænger fornemmelsen af landlig idyl fast i Alrø. Det ville derfor næppe overraskede nogen, hvis Poul Reichhardt eller Ib Mossin kom cyklende forbi og lettede på hatten.

Men selvom Alrø virker rolig på overfladen, finder du masser af aktiviteter ved vandet. Her sendes kitesurferne afsted med vinden i ryggen, og lystfiskerne kaster linen ud for at trække dagens fangst hjem. Hvis der ikke er bid, tager de turen forbi et af øens mange spisesteder – og du bør følge efter. Der er nemlig både tarteletter, stjerneskud og æblekage med flødeskum og makroner på menuen, når du slår dig ned i den gamle stald på Møllegården.

Møllegården og Bakkegården er de mest kendte gårde både i Morten Korchs forfatterskab og den danske filmhistorie. Begge steder eksisterer stadig på Alrø. Når du sætter dig til bords på Møllegården, er det derfor også en lille bid af kulturhistorien, du får serveret.

Bakkegården, som du kan kende på kampestenslængerne, finder du 100 meter øst for Alrø Kirke. Møllegården møder du på hjørnet af landsbygaden og Strevelshovedvej.

Læs mere om Kystlandet her

Odder og omegn er så dansk og idyllisk, som det kan blive. Her kan familien få lov at være familie, og du kan virkelig få ladet batterierne op med både friske vandreture, afslapning på stranden og selvfølgelig fremragende kulinariske oplevelser. Eller slet og ret bare god mad, god tid og god stemning.

God tur til Odder!

Om forfatteren

Redaktionen, RejsRejsRejs

RejsRejsRejs.dks faste redaktion deler både egne personlige tips og tricks og fortæller om alt det, der sker i rejseverdenen.
Vi skriver artikler og guides, laver konkurrencer og giver dig de bedste rejsetilbud, rejseforedrag og rejsesjov.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.